FLOK - RESHAPING ID

En forestilling om 1 flok. 4 mennesker fra 2 kontinenter. 2 køn. 4 sprog. 4 mennesker i en flok. 4 fortællinger. Personlig, politisk og aktuel.

I efteråret 2013 deltog Teater Kimone i et tre ugers divising og kulturudvekslingsprogram i Tunesien arrangeret af Statens Scenekunstskole, Efteruddannelsen, ledt af instruktør Charlotte Munksø.

Her mødte Teater Kimone ved Henriette Aarup og Emilia Wibron Vesterlund, Youssef ElGhoaui og Hichem Chebli.

GRUPPENS MØDE, sammenstød og konstellation vakte en nysgerrighed og lyst til at undersøge begreberne flok vs. individ, identitetsdannelse og det senmoderne menneskes vilkår med skiftende og fleksible tilhørsforhold.

RESHAPING I.D. er en kropslig undersøgelse af, hvordan vi kan forstå og forholde os til de omskiftelige vilkår, vi lever i anno 2015. Vi er ikke længere født ind i en klan, der former os. Vi er individer omgivet af mennesker, som vi kan vælge til og fra. Vores flok er omskiftelig og det er de forhold omkring hvilke, vores identitet skabes således også. Vi skal skrive vores egen fortælling.

VORES VILKÅR som mennesker er ændret. Vi skal selv finde vej, og det er op til os at bestemme og opnå det, vi stræber efter. Men når alt er valgbart og ikke givet på forhånd, hvad gør det så ved mennesket? Er den totale frihed for mennesket, der nu kan handle individuelt og selv forme sin vej, nøglen til lykke? Eller skaber det ensomhed og utryghed og en evig søgen efter identitet og tilhørssted? Er tiden løbet fra flokken? Eller er vi ikke stadig dybt afhængige af hinanden og dybest set et flokdyr med behov for tilhørsforhold og mennesker, der spejler og former os?

Klik på billederne for at se dem i større opløsning